|
Tre timer endnu…
Kaos. Kaos i mit hoved. Jeg husker denne frygtelige dag så klart som var det i går. Skyerne lå tungt over skoven. Solen var på vej op og disen lå spøgelsesagtigt over skovbunden. Jeg kan stadig lugte de fugtige grannåle i mine næsebor. Kassen var tung. Den skulle jo helst synke til bunds med et samme. Ned ad stien. En, to. Det tog sin tid at komme til det rette sted. Det vidste jeg jo efterhånden. Jeg kom der jo efterhånden et par gange om måneden. Men denne gang var det anderledes. Åh Louise. Jeg betragtede med ømhed, den lille blege krop, som kun kunne tilhører et spædbarn. Hun var så smuk. Så uendelig smuk. Et syn for guder. Det var den bedste indtil videre. Blev det mon nogensinde så godt igen havde jeg grublet over. En skam det allerede var slut. Og som eneste minde havde jeg hende her… men det var jeg jo godt klar over jeg ikke kunne blive ved med. Godt nok var moderen ikke noget problem nu, men resten af landsbyen ville heller ikke være glad for det. Men hvor havde moderen da bare været ulidelig. Det var meget heldigt hun så belejligt omkom.
Det var dig, det var dig der dræbte hende…
Jeg var endelig nået ned til den lille flod. Jeg begyndte at sømme de velforberedte plader fast på kassen. Nu blev det næsten som en kiste. Jeg er ikke meget for kister. De minder mig for meget om døden. Den kan jeg ikke lide at tænke på.
Da der kun manglede et enkelt bræt, stoppede jeg et øjeblik og betragtede for sidste gang min dejlige Louise. Så uendelig dejlig hun var. Bang, bang, og kassen var lukket. Det var nu fortid, men det vil til jeg dør, altid være et kærkomment minde i mit dybe sind. Jeg tog kassen, svingede den frem og tilbage lidt, og slap den så, så den med et plask forsvandt i søen. Med tungt sind vendte jeg mig og gik i retning af min vogn som jeg havde parkeret i den anden ende af stien. Bare jeg kunne få den helt herned til vandet tænkte jeg. Det ville sparer en masse besvær i fremtiden.
Man hvad jeg ikke vidste, var at jeg have gjort mit arbejde lidt for godt, for der var så meget luft i kassen af den flød ovenpå og blev ført med strømmen langs floden. Så i stedet for at blive glemt vil den blive husket for evigt. Men hvad søren, jeg er jo en uskyldig mand, så jeg har jo intet at frygte.
Da jeg kom hjem var der meget at gøre. I et af mine utallige blackouts var jeg vidst kommet til at skære mig selv eller noget. I hvert var der blod udover det hele da jeg vågnede tidligt den morgen for at komme i skoven med Louise. Ja, skåret mig. Det må være det, for jeg fandt også en blodig kniv. Hvor jeg havde skåret mig kunne jeg ikke lige finde ud af, men det var i realiteten også ligegyldigt nu.
Efter oprydningen satte jeg mig som altid i min dejlige, flaskegrønne, stol som var placeret så jeg kunne se ud af vinduet til byens bedste udsigt. Lige over skolegården. Jeg sad der og nød min morgenmad mens børnene ligeså stille mødte ind. Ah, mine dejlige børn. Hvor jeg dog elsker mine børn. Mine børn…
Men du undre dig sikkert over hvordan jeg mødte min kære Louise, så det skal jeg da fortælle dig.
I flere dage havde jeg overvåget min lille Louise. Hun boede sammen med sin moder nogle få huse fra mig. De var nemme at følge rundt i byen. Så jeg tog med dem på marked og i forretninger – selvfølgelig på behørig afstand, det er klart.
To timer endnu…
Nå, men… i hvert en dag havde jeg besluttet at besøge Louise og hendes moder – en dag hvor jeg vidste Louises far stadig var på arbejde. Efter de var gået ind, havde jeg lige ventet i en fem minutters tid tror jeg. Jeg kan ikke huske det. Jeg fik nemlig et af mine blackouts der. Men da jeg var klar i hovedet igen, gik jeg lige så stille ind. Det var heldigt nok at døren stadig stod på klem. Der var helt stille i det lille hus. Underligt stille. Jeg gik ud i det lille køkken. Jeg husker det stadig. Et tragisk, men dog smukt syn. Lille Louise sad helt stille badet i sollyset fra det lille køkken vindue og kiggede på sin moder. Jeg husker tydeligt hvordan lille Louise sad og puslede med sin moders hånd, ligesom for at få hende til at bevæge sig. Jeg husker ikke moderen så godt. Kan blot huske hun lå helt stille og at hun var dækket af blod. Hun havde sikkert skåret sig på de skarpe køkkenknive. Det kendte jeg alt for godt. Men nu lå hun i hvert fald og sov på køkkengulvet. Senere fik jeg jo så at vide at hun ville omkomme selv samme dag.
Jeg skyndte mig ud af huset med Louise på armen. Tænk hvis mor vågnede. I forbifarten så jeg at nogen havde smidt en blodig kniv i gyden ved siden af huset. Jeg skyndte mig at samle den op og smide den ud. Folk kunne jo komme til skade.
Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at smide tøjet og ligger mig under lagenet sammen med Louise. Det er så befriende at være nøgen. Så dejlig naturligt. Jeg lå der med hendes varme krop op af mig. Det var så dejligt. Vi lå der hele eftermiddagen. Og aftenen med. Så faldt jeg i en dyb søvn. Næste morgen var alt godt. Louise lå livløs ved siden af mig. Alt hendes livskraft var væk – opsuget af mig. Åh, hvilken dejlig dag det var.
En time endnu…
Så gjorde jeg som jeg plejede. Jeg lagde Louise i en trækasse og tog min vogn ud i skoven ned til floden. Jeg var i sådan et godt humør. Vejen hjem var en sand fryd på trods af den disede morgenkulde og kedelig grå himmel. Intet kunne ødelægge mit humør nu. Jeg gav mig til at nynne min ynglings melodi.
Men som jeg også sagde, så sad jeg jo der i stolen at spiste morgenmad den morgen, da det pludselig bankede på. Jeg undrede mig meget over hvem det nu kunne være. Jeg fik nemlig sjældent gæster. Udenfor stod politichefen. ”Mr. Knockenfield? Må jeg komme ind?”, spurgte han. Han var egentlig en ret stor mand. ”Ja, selvfølgelig da”. ”Kan jeg byde Dem på noget?”. ”Joh, ta…”. Politichefen gik helt i stå. Han stirrede over på den modsatte væg. Et øjeblik betragtede jeg ham, før jeg selv kiggede over og fandt ud af hvad han stirrede på. På væggen var, med min bedste køkken kniv, hamret et svulmende rødt og lyserødt hjerte op. Blodet fra det løb stadig ned over væggen som efterhånden var fuldstændig dækket af blod. Fra væggen kiggede politichefen ned på min seng der var dækket af blodstænk. ”Årh det. Det er skam bare min aftensmad”, sagde jeg. ”Tror jeg da… det må da være et grisehjerte jeg har indkøbt på et tidspunkt”. Da politichefen kom sig over chokket fløjtede han højt i sin fløjte. Det gjorde ondt i mine ører. Og straks kom to unge betjente springende. De tvang mig brutalt ned på jorden og bandt mig.
Og sådan endte Mr. Knockenfield der i en kold og fugtig celle. ”Så din elendige usling”, sagde fangevogteren, ”så er det nu, der er kun 10 minutter til dommen falder”. ”Endelig fri”, tænkte Mr. Knockenfield, ”det bliver dejligt at komme hjem”. Han fulgte ligeså stille med den store og brutale fangevogter. Ud igennem de mørke gange, blev han ført ud på en stor plads hvor et par hundrede mennesker var samlet. Da han kom til syne begyndte hele forsamlingen at bue og kaste med rådne frugter, sten og andet kasteskyts. Mr. Knockenfield undrede sig meget over pøblens forudindtagede holdning. Han var jo uskyldig og det skulle bevises nu.
Han blev ført op på et lille træ podium hvor en galge også var placeret. Det kan ikke tage lang tid dette her, tænkte han. ” Mr. Knockenfield”, sagde en gammel højtidelig stemme, ”De er blevet dømt for 7 folddigt manddrab, heriblandt på 5 børn og 1 spædbarn”. Mængden hujede. Hvem snakkede denne højtidelige mand mon til? Bødlen en stor kraftig, svedig, mand, trådte frem og gav Mr. Knockenfield en sort hætte på og satte løkken om hans hals og strammede. ”De prøver vidst at skræmme mig lidt. Nu varer det nok heller ikke længe før jeg kan kom..”. Klik! Lemmen gik op – halsen brækkede.
|
