"Beslutningen" er en novelle jeg skrev for efterhånden mange år siden. Mine skriftlige færdigheder, er ikke ret høje i denne novelle, og den er i det hele taget ikke noget mindeværdigt, i følge mig. Novellen er skrevet udfra et billede jeg engang så. Jeg kan desværre ikke finde dette billede igen, og det er derfor ikke muligt for mig at vise det. Novellen er meget anderledes end den type noveller jeg sædvanligvis skriver.

Jeg ved hans blik hviler på bordpladen, men jeg ser ikke på ham. Mit eget blik hviler tungt på det mørke trægulv. Jeg betragter de mørke knaster som gør gulvet ru under mine sko. Vinflasken han åbnede står næsten urørt på bordet foran os. Ingen af os har egentlig lyst til at fejre denne hændelse. Jeg kan hører hvordan han skærer tænder på den anden side af bordet. Det gør han altid når han er bange, eller hvis der blot bliver for stille omkring ham. Selv i søvne kan han ikke lade være. Det er en pestilens.

Nattens kolde mørke omsluttede dem. Skønt det var lyst og næsten ulideligt varmt om dagen, var det bidende koldt her om natten. Han holdt hånden for hendes mund. Et væld af ubehag over næsten ikke at kunne få vejret væltede op i hende. Men hun sagde ikke en lyd, og rørte ikke en muskel. Hun stolede ikke på ham, men hun måtte følge ham, ellers ville hun aldrig blive fri. ,,Shh…” Hviskede han ganske lavt. Hun så op på ham med hendes forskræmte, store øjne. Hun nikkede som for at signalere at hun havde forstået hans budskab. Han fjernede hånden, og hun hev ivrigt luften helt ned i hendes lunger. Han så betragtende på hende. Deres blikke mødtes. Han havde kort klippet sort hår, og havde en lige så glødende kulør som hende. Men hun væmmedes ved ham. Alt den lidelse han havde udsat hende for, skønt han kun havde været kunde to gange. Nu troede han at han kunne være en helgen og redde hende. Hun fnøs lavt ved tanken. Han så kort undrende på hende, men fjernede så atter sit blik, betragtende ud over parkeringspladsen. Den hvide varevogn blinkede to gange hurtigt i træk med forlygterne. Han så bagud imod hende. Hun stirrede med vidt åbne øjne på ham. Han gjorde tegn til at hun skulle følge efter. Det hele var så nøje planlagt. Hun rystede over hele kroppen, og følte ikke at hun kunne røre sig en tomme. Han greb om hendes håndled, og begyndte at trække hende af sted. Hun mærkede knapt at hun bevægede benene. Verden drejede rundt for hende.

,,Mener du ikke at jeg har ofret nok for dig?” Hans stemme er på kanten til vrede. Jeg flytter end ikke blikket for at se på ham. ,,Jeg har sat mit liv på spil for din skyld!” Han næsten råber. Han rejser sig brat op, og banker begge håndflader i bordpladen så vinglassene et kort øjeblik vakler faretruende på den hvide dug. Med et sløvt mine fjerner jeg langsomt blikket fra gulvet, til direkte ind i hans blik. Mine øjne er kolde, og han må lede længe for at finde den mindste smule kærlighed i dem. ,,Tror du virkelig at jeg ville vade fra det ene ejerskab til det næste?” Min stemme er hvæsende og gennemtrængende. Jeg ved dette fordi, det er fuldt ud oplagt. Han ser rystet på mig, som var jeg et utaknemmeligt lille barn. Det er sikkert også det han tænker, men egentlig betyder, hvad han tænker, absolut intet for mig. ,,Hvad er det du siger?” Hans stemme lyder lige så rystet som hans blik giver udtryk for, at han er. ,,Det er da ikke et ejerskab! Jeg vil da ikke eje dig!” han lyder nu særdeles ophidset. Typisk mænd. Jo, hvad ville du dog ellers kalde det? Jeg er ikke længere en naiv 12-årig pige. Jeg har draget mine erfaringer, og ved nu at man ikke kan stole på nogen i denne forfærdelige verden. Hverken han eller jeg sagde mere, men vore ord hang stadig tungt i luften. Til sidst rejste jeg mig op og begyndte at gå væk fra ham. Jeg kunne simpelthen ikke holde synet af ham ud. Men med et fast greb, tog han fat i min arme og hev mig tilbage. ,,Slip mig!” skreg jeg så højt jeg kunne, og prøvede at rive mig løs. I et sekund løsner han grebet på min arm som reaktion på mit kraftige udbrud, men et øjeblik efter trækker han mig tilbage, og smider mig ind i væggen med en sådan kraft, at et billede af en kat styrter til jorden og knuses. Jeg synker sammen ved siden af det ituslåede billede. Jeg tager mig langsomt til baghovedet, der dunker som en hest i galop, mens jeg mærker en varm væske løbe ned ad ryggen på mig. ,,Åh nej! Er du okay skat?” hører jeg i det fjerne, før jeg synker sammen.

For mine øjne ser jeg de sneklædte bjerge fra mit hjemland. Og lige nedenfor dem – mit hjem. Min far og min bror er ved at rejse stalden igen efter at bomberne ødelagde den. De har det godt nu. De virker lykkelige. Inde i hytten ser jeg min mor og min mormor lave mad. Der ser ud til at være nok – jeg håber de har brugt pengene fornuftigt.

,,Yasmin? Kom lige her”. En lille burkaklædt pige kom grinende, løbende hen til en midaldrende mand med et vældigt, gråligt overskæg. ,,Yasmin min datter – du skal med denne herre”, sagde den midaldrende mand til den lille pige ,,han passer på dig fra nu af”. Yasmin kiggede på manden – han så venlig ud, men det virkede som om han skjulte et eller andet. Han smilede ligesom for venligt. Hendes blik forsatte over mod hans lastbil. Der sad adskillige unge piger på ladet. De måtte være mellem 11 og 20 år. ,,Jamen hvorfor far? Hvorfor kan jeg ikke blive hos jer?” spurgte Yasmin, og så undrende på sin far. ,,Fordi vi ikke kan passe på dig længere – og vi kan ikke engang give dig mad. Denne mand kan give dig mad og sikkerhed”. Han kiggede dybt i sin datters øjne. ,,Gå ind og sig farvel til din mor og dine søstre”. Yasmin så manden give sin far et stort bundt penge, som han modvilligt tog imod. Da hun kom tilbage sagde hun farvel til sin far, og tog den fremmede mand i hånden. ,,Har du haft din første menstruation?” hviskede han. Hun nikkede. ,,Så tag den her” sagde han, og gav hende en pakke kondomer i hånden ”vi skulle jo nødig have at du blev gravid”.

Lyset flimrer for mine øjne og larmen fra trafikken udenfor, hiver mig tilbage til virkeligheden.

Den dunkende smerte i mit hoved er ikke forsvundet. Tværtimod. Det er så slemt, at jeg ikke engang tør bevæge hovedet. Rummet jeg ligger i, er relativt mørkt og lille. Den eneste lyskilde er et lille vindue, helt oppe under loftet. Det står på klem og sender en lille lysstråle lige ned i ansigtet på mig. Med stort besvær, sætter jeg mig op. ,,Av!” stønner jeg, da smerten i mit hoved fordobles. Jeg ser ned ad mig selv og opdager til min rædsel at jeg er helt nøgen. ,,Svinet har taget tøjet af mig” mumler jeg for mig selv. Men har han gjort mere? Smerten i mit hoved tvinger mig til at lægge mig ned. En dør jeg end ikke havde opdaget, går pludselig op, og et stærkt lys trænger ind i rummet. Jeg blændes. Jeg kan se en skikkelse stå i døråbningen, men jeg kan ikke se hvem det er. Pludselig bliver jeg helt svimmel. ,,Hvem der?” får jeg fremstammet, før jeg døser hen. ,,Hvordan har du det kære?”. Med stor anstrengelse, åbnede jeg lige så stille øjnene. Ved siden af den seng jeg lå i, sad han på en skammel og fugtede min pande med en klud. I mellemtiden er solen gået ned udenfor og det eneste der oplyser rummet, er nu et lille stearinlys på sengebordet. Hans ansigt ser forfærdelig uhyggeligt ud i skæret fra det. ,,Hvordan har hovedet det, smukke?” sagde han, med et smil der var falsk som bare satan. ,,Hvordan tror du, det har det?” vrissede jeg af ham. ,,Jeg er altså virkelig ked af det der skete – det var et uheld. Du bliver nødt til at tro på mig. Jeg elsker dig jo!” sagde han med et ubestemmeligt tonefald. Hadet brusede frem fra mit indre, og tårerne begyndte at trille fra mine kinder: ,,Hvis du virkelige elskede mig, ville du lade mig gå!” halvvejs hulkede, og råbte jeg. Han kigger mig direkte ind i øjnene, og smiler så bare kærligt, og siger: ,,Du trænger vist til lidt søvn min kære”. Så rejser han sig op, og går hen i døråbningen, hvor han stopper op og smiler faderligt til mig, før han smækker døren i, og lader mørket sænker sig i rummet.

Jeg er nu i rummet for tredje måned i træk. Hver morgen serverer han morgenmad for mig, før han tager på arbejde, og hver aften laver han en god middag til os, som vi nyder ved et lille bord i rummet. Men det meste af tiden er jeg alene. Meget alene. Der er kun mig og mine tanker. Han har forseglet det lille vindue oppe under loftet, efter at jeg prøvede at tilkalde hjælpe igennem det. Udover ved spisetiderne, ser jeg ham kun, når han har smidt tøjet og kravler ind til mig i min seng. Og så tvinger han mig til at gøre hvad han vil have. I starten kæmpede jeg imod, men det har jeg opgivet nu – jeg har opgivet al modstand… al håb.